FAQ

Tag skoene af når du ankommer – sæt dem uden før døren eller lige indenfor døren.

Jakker og tasker kan hænges på knagerne bagpå døren – så der er så lidt som muligt der roder i salen.

Vælg din plads og føl dig tryg der. Af samme grund undgår vi at træde på andres yogamåtte.

Mobiltelefon og smartwatch hører ikke hjemme til yoga. Så lad dem blive i bilen eller derhjemme – eller sørg for at de er på flytilstand og 100% lydløs inkl. vibration, og bliver i tasken.

Begræns brug af parfume og andre indtryk – både for din egen og andres skyld.

Føl dig hjemme til at sukke, gabe, græde, prutte og på alle måder være med dét der er.
Hold opmærksomheden indenfor de 4 hjørner af din yogamåtte og giv plads til at de andre også føler sig hjemme…

Ankom i blødt og rart tøj du kan bevæge dig og trække vejret frit i. 
Det kan være en fordel med lag på lag og evt. et par varme sokker til afspændingen og de blidere praksisser.
(af sikkerhedshensyn bør dynamisk yoga praktiseres i bare tæer eller skridsikre sokker)

Alt yogaudstyret ligger klar til dig når du ankommer.
(Hvis du føler dig mere tryg ved at have dit eget med, kan du lægge det ovenpå eller pakke det klargjorte sæt væk)

Hav også gerne en vandflaske med.

Tag vare på dig selv. Slip ambitionerne og tillad dig selv at være med det, der er. Det skaber en rarere atmosfære – og plads til, at du både kan give den gas og mærke dig selv.

Hos os er der plads til alle! Det betyder også, at vi taler dæmpet og begrænser larm, så vi ikke forstyrrer andre og desuden respekterer at ikke alle er i snakkehumør før/efter undervisningen.

Aller først skal du vide, at du er hjertelig velkommen!

Hos os handler det ikke om hvorvidt du kan nå dine tæer eller ved hvad et hundestræk er!
Vi møder alle lige, og anerkender at alle er individuelle. Derfor vil du opleve at der i undervisningen bliver tilbudt alternativer – og du er altid velkommen til at bede underviseren om hjælp.

Hvis du skulle være i tvivl om noget, så vid at der ikke findes nogen forkerte spørgsmål. Tag en snak med din yogalærer inden undervisningen – eller kontakt os på forhånd.

Fortæl din underviser om eventuelle skader o.lign.

Det er selvfølgelig altid dit eget ansvar, men ved at informere underviseren inden klassen, kan hun/han hjælpe med alternativer undervejs. Det gælder både fysiske og psykiske hensyn, der bør tages, samt hvis du er nybegynder.

I udgangspunktet kan du ankomme 10 minutter før vi starter.

Det er vigtigt at du kommer til tiden, for når undervisningen starter bliver døren lukket af hensyn til de øvrige deltagere.

Hvis døren er lukket og det lille skilt “Shh… Yoga” hænger over døren, så sæt dig til rette i sofaen og læs en god bog indtil døren åbnes.

Du kan finde Hjerterummet på Google Maps.
Vi bor på Faxe Sundhedscenter, som du også kan følge skilte til.

På Faxe Sundhedscenter er der skiltning, som du kan følge til Hjerterummet.

Fra indgang H (slusedøren):
Gå til højre, så står du lige foran Hjerterummet.

Fra hovedindgangen:
Gå ned ad trappen og fortsæt så lige ud forbi caféen, så går du lige ind ad vores grønne dør.

Der er masser af parkeringspladser, inkl. handicapparkering, rundt om Faxe Sundhedscenter.

Du kan med fordel parkere på sydsiden af Sundhedscentret (ved slusedøren / indgang H) i hverdagene frem til kl. 19:30.

Hovedindgangen til Sundhedscentret er også altid åben, og der er parkeringspladser langs Præstøvej, som er tæt ved hovedindgangen.

Hovedindgangen på Faxe Sundhedscenter er uden trapper og der er også en elevator lige indenfor døren.

Indgangen til Hjerterummet er ekstra bred og der er generelt god plads.

Vi elsker at byde velkommen i et pænt og ryddeligt yogastudie, så derfor ligger yogatæpperne og andet udstyr altid sirligt på hylderne.
Det er en stor hjælp hvis du lægger udstyret på plads efter undervisningen – men vi har også stor forståelse for, hvis du har brug for gå, hvis du f.eks. er overvældet efter din praksis eller af andre grunde har behov for at komme ud af døren.